Opdateret 2024-03-01
Et kvalificeret valg af fugtmembraner (fugt- og dampspærrer) samt korrekt indbygning vil reducere risikoen for byggefugt og fugtproblemer efter bygningens ibrugtagning
Valg og indbygning af fugt- og dampspærrer giver ofte anledning til usikkerhed især om deres placering og udførelse. Det hænger ofte sammen med forståelsen af, hvilken funktion de skal udføre og hvordan det hænger sammen med brugen af radonspærrer.
1. Kvalitetskrav til fugtmembraner
Der bør altid stilles krav til membraners kvalitet, tykkelse og z-værdi og til brugsegenskaber, læs mere her
2. Placering af fugtmembraner
Den rette placering af fugtmembraner er afgørende for at undgå kondensering på den forkerte side af membranerne, læs mere her
3. Udførelse af fugtmembraner
Dampspærrer og fugtspærrer skal udføres tætte, med overlæg og klæbede samlinger i alle konstruktionstyper, læs mere her
Et kvalificeret valg af fugtmembraner (fugt- og dampspærrer) samt korrekt indbygning vil reducere risikoen for byggefugt og fugtproblemer efter bygningens ibrugtagning
Fugt- og dampspærre produceres af forskellige materialer med meget forskellige egenskaber. Derfor anbefales det altid at anvende en systemløsning fra en og samme leverandør for at sikre forenelighed, klæbeevne og langtidsholdbarhed.
De mest anvendte damp- og fugtspærrer til loft, væg og gulve er PE-folier, f.eks. 0,15 og 0,20 mm folie, men der findes et stort udvalg af andre membraner, der kan være lige så anvendelige
En række dampspærrer er kombinationsprodukter opbygget af flere lag, f.eks. kraftpapir, alu- og PE-folie. Andre er opbygget af fibermaterialer, der gør dem mere smidige end PE-folie, og dermed nemmere at montere, f.eks. i hjørne og mod vinduer og døre.
Membraner af regenerat, f.eks. genbrugsplast, bør undgås pga. kortere levetid end nyproducerede plastprodukter.
Som fugtspærrer på beton under trægulve og tilsvarende fugtfølsomme belægninger anvendes typisk folier, f.eks. 0,20 mm PE-folie under svømmende gulve og strøgulve, Under fuldlimede trægulve anvendes normalt fugtbremsende MS- eller SMP-lime kombineret med mindst to lag fugtstandsende PU-primer.
Til en række fugt- og dampspærreprodukter finder et omfattende tilbehørsprogram af tapes, hjørneløsninger og inddækningkraver til vinduer og døre. De er dog sjældent CE-mærkede.
Dampspærrer skal være CE-mærkede iht. den europisken standard EN 13984
Ved valg af dampspærrer er det væsentligt, at diffusionsmodstanden (Z-værdien) er tilstrækkelig høj – mindst 400 GPs s m2/kg. Derudover betyder det noget, hvor robust den er på byggepladsen, så der ikke opstår skader, f.eks. fra klammehæftninger, samt hvor fleksibel og nem den er at folde og tape samme, så samlingerne bliver lufttætte (hindring af konvektion).
De traditionelle dampspærrer af PE-folie og Alu-kraft har en høj Z-værdi (500-5000 GPs s m2/kg). En række fiberbaserede dampspærrer har en lavere Z-værdi (20-200 GPs s m2/kg), men så længe Z-værdien er over 50 GPs s m2/kg (over 100 i vådrum), regnes de som egentlige dampspærrer.
Anvendelse af dampspærrer med en Z-værdi under 50 GPs s m2/kg, og adaptive dampspærrer med en Z-værdi (2-125), der varierer efter luftens fugtindhold, bør kun anvendes efter en professionel fugtteknisk vurdering af bygningen.
Fugtspærrer skal være CE-mærkede iht. den europisken standard EN 13984
Ved valg af fugtspærrer er det væsentligt, at de er vandtætte og robust på byggepladsen. Derudover betyder det noget, hvor fleksible og nemme de er at tape eller klæbe samme, så samlingerne bliver luft- og vandtætte.
PE-folie, der er mindst 0,2 mm, kan normalt anvendes som fugtspærre på terræn- og etagedæk af beton under svømmende trægulv og strøgulve som er relativ billig og robust løsning.
Fugtbremsende MS- eller SMP-lime kombineret med 2-3 lag fugtstandsende PU-primer kan normalt anvendes som en fugtspærreløsning på terræn- og etagedæk af beton under fuldlimede trægulve.
Hvor der er risiko for opstigende grundfugt, kan fugtspærren udføres med en påsvejst bitumenmembran med pålagt migreringsspærre, der hindrer lugt fra bitumenindholdet.
Fugtspærrer kan indgå i beton og murværkskonstruktioner i form af bitumenbaserede eller kraftige plastbaserede produkter, der både kan fungere som fugtspærre og radonspærre ved fundamenter og terrændæk, se Radonspærrer.
Radonspærrer skal forhindre luftarten (radon) i at trænge ind i bygninger fra undergrunden gennem revner og utætheder i f.eks. terræn- og kælderdæk
Bygningsreglementet stiller krav om at bygninger være radontætte da luftarten kan være kræftfremkaldende.
Læs mere i Bygningsreglementet her
Mængden af radon, der kan trænge ind i bygninger afhænger af jordbundsforholdene. og dermed af, hvor i landet bygningen er beliggende, og hvor tæt bygningen er mod terræn.
Læs mere om Radon på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Det væsentlige ved valg af en radonspærre er, at den er lufttæt og robust, så den ikke beskadiges i byggeperioden. Det betyder også noget, hvor fleksibel og nemme de er at folde, tape eller klæbe samme, for at samlinger bliver tætte,
Et nyt, svindarmeret kælder- eller terrændæk af beton på mindst 100 mm anses som tæt mod radon, når forbindelser til tilstødende vægge er tætte, f.eks. forseglet med radonmembraner.
På terrændæk anvendes der normalt en fugtspærre af f.eks. mindst 0,2 mm PE-folie under gulvbelægninger som fugtbeskyttelse. Den vil fungere som en supplerende radonsikring i kombination en radontætning mellem gulv og væg.
På et ældre terrændæk, hvor betonpladen er uden revner og mindst 100 mm tyk, kan en fugtspærre af f.eks. mindst 0,2 mm PE-folie med tapede samlinger være er et godt supplement til betonpladens radontætning. Det forudsætter, at forbindelsen til tilstødende vægge tætnes med en radonmembran, som klæbes både til betonpladen og væggene eller dampspærren i væggene, og at fugtspærren på betonpladen klæbes til radonspærren.
Hvor tykkelsen og kvaliteten af terrændækket er ukendt, bør der lægges en egentlig radonspærrer af mindst 0,3 mm folie klæbet i alle samlinger og til alle tilstødende vægge iht. leverandørens anvisning.
Yderligere oplysninger om radonsikring af nye og ældre bygninger findes i SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger og SBi-anvisning 247, Radonsikring af eksisterende bygninger.
Som udgangspunkt skal damp- og fugtspærrer i tag, loft, væg og gulv monteres på den varme side af isoleringen, dvs. så tæt mod opvarmede rum som muligt
Der er en række grundregler for placering af fugtmembraner (dampspærrer og fugtspærrer) i bygningskonstruktioner og for udførelse af radonsikring af bygninger:
Dampspærren på lofter monteres bedst direkte på undersiden af spærene, så den danner et sammenhængende tætningplan mellem varme rum og kolde tagrum eller på hanebånd mod kolde kiprum i taget
Udføres spærerne derefter med en spredt lægteforskalling på undersiden af spærene, kan forskallingen være både bærelag for den efterfølgende isolering og underlag for loftbeklædningen. Det giver plads til trækning af el- og rørinstallationer, uden at dampspærren gennembrydes eller beskadiges.
Udføres loftforskallingen af mindst CE-mærkede 38×73 mm taglægter opsat pr. højst 460 mm c-c, vil de fungere som faldsikring i byggeperioden ved færdsel på loftet.
Dampspærren på træskeletvægge monteres bedst direkte på ydervæggens bærende stolpekonstruktion, så den danner et sammenhængende tætningplan
Monteres en lodret lægteforskalling umiddelbart herefter på stolpeskellettet, kan lægterne både danne underlag for den indvendige beklædning og give plads til trækning af el- og rørinstallationer, uden at dampspærren gennembrydes eller beskadiges.
Anvendes en 45 mm lægteforskalling giver det mulighed for placering af en tillægsisolering inden for dampspærren. Tillægsisolering må aldrig udgøre mere end en 1/3-del af den samlede isoleringstykkelse.
Fugtspærrer bør altid lægges og/eller udføres direkte på nye etagedæk af beton for at beskytte gulvbelægninger mod byggefugt
På ældre betondæk anbefales det som sikkerhed mod utilsigtet opfugtning, at lægge og/eller udføre en fugtspærre under gulvbelægninger, da fugt kan forekomme selv om betonen virker tør.
Etagedæk af træ mellem to varme rum og mod en normal kælder behøver ikke at være udført med en dampspærre, da der ikke sker en fugttransport af betydning gennem dækket.
Etagedæk, der adskiller varme og kolde rum, f.eks. en kold og uopvarmet etage eller et koldt kælderområde, f.eks. en garage, bør være udført med en dampspærre monteres på den varme side af isoleringen, dvs. så tæt mod opvarmede rum som muligt.
Der bør altid lægges en fugtspærre direkte ovenpå terrændæk af beton – også på terrændæk med gulvvarmerør i betonpladen
På nye terrændæk skal fugtspærren beskytte gulvbelægninger mod byggefugt fra betonen.
På ældre terrændæk er fugtspærren en sikkerhed mod opfugtning fra terræn, som kan forekomme selv om betondækket virker tørt.
Fugtspærren på terrændækket bør forbindes og klæbes til dampspærren i træskeletvægge, eller føres op og klæbes til vægge af beton eller murværk. oftest bag fodlister på trægulve.
Fugtspærrer mellem fundament og vægge, både yder- og indervægge, bør altid forbindes og klæbes til fugtspærren på terrændækket, og være så lufttætte, at de kan fungere som radonspærre.
Nye kældervægge bør altid fugtsikres på vægges yderside i kombination med isolering og omfangsdræn
Fugtsikringen af nye kældervægge og fugtrenovering af ældre kældervægge kan stort set udføres efter de samme principper.
Drænende fugtspærrer i kombination med fugttætning udføres normalt på den udvendige side af kælderydervægge for at fugtsikre konstruktionen, og bør suppleret med et udvendigt omfangsdræn og en udvendig isolering af kælderen.
For at metoden kan bruges på ældre kælderydervægge bør de som regel afrenses og berappes før fugtsikringen gennemføres.
Ældre kælderdæk af træ er ofte udført med pudsede lofter, der i nogen grad fungerer som dampspærre. Foretages der ikke ændringer i konstruktionen og har den hidtil fungeret uden problemer, bør der ikke monteres en fugtspærre.
Ældre krybekælderdæk af træ er ofte udført uden dampspærre. Foretages der ikke ændringer i konstruktionen og gulvbelægningen, og har den hidtil fungeret uden problemer, er der ingen grund til at ændre konstruktionen.
Renoveres ældre krybekælderdæk af træ med, f.eks. efterisolering, nyt gulv eller undergulv af træplader, bør der lægges en fugtspærre, f.eks. mindst 0,2 mm PE-folie oven på bjælkelaget umiddelbart under gulvbelægningen. Det kan være et bræddegulv, et gulvvarmesystem af spånplader med varmerør eller en spredt forskalling med varmerør som underlag for en færdig gulvbeklædning.
I ventilerede krybekældere bør der altid være monteret en fugtspærrre mod terræn for at hindre opfugtning af krybekælderrummet fra jorden.
Det afgørende er, at målingerne er ensartede – og helst udført efter en gældende standard, så fejlmålinger minimeres. Målingerne bør følge retningslinjer som gælder for den anvendte måler og for det materiale eller klima som skal undersøges. Det gælder både for måling af restporefugt i beton, for måling af fugt i træ og for bestemmelse af luftfugtighed og temperaturmateriale eller klima som skal undersøges. Det gælder både for måling af restporefugt i beton, for måling af fugt i træ og for bestemmelse af luftfugtighed og temperaturmateriale eller klima som skal undersøges. Det gælder både for måling af restporefugt i beton, for måling af fugt i træ og for bestemmelse af luftfugtighed og temperatur
© 2023 Fugtmålere
All rights reserved
Webshop af AWORK Webbureau
+45 53 88 78 80
info@nexttool.dk
Impressum
Nyhedsbrev